Vi har netop sendt en god historie til den lokale presse om at Struer Rotary for nyligt fik en 85-års fødselsdagshilsen - fra Indien. 
Struer Rotary Klub har modtaget en uventet 85-års fødselsdagshilsen fra Indien. Hilsenen understreger klubbens plads i et globalt fællesskab, hvor engagementet begynder lokalt.Afsenderen var Suren Poruri, der arbejder frivilligt med Rotarys Global Grants og havde bemærket klubbens mangeårige engagement.

Hilsenen er en påmindelse om, at Struer Rotary Klub er en del af et verdensomspændende fællesskab, hvor medlemmer arbejder for at gøre en positiv forskel - både lokalt og globalt.

Vi støtter projekter, der gør en forskel

I Struer Rotary Klub har vi gennem mange år støttet en lang række lokale initiativer gennem vores velgørenhedsudvalg. Det gælder blandt andet legater til afgangselever, støtte til plejehjem, etablering af en sansehave, musikinstrumenter, skulpturer på Struer Havn og anlæggelse af en mountainbikebane.

Fælles for projekterne er, at de skaber værdi for mennesker og fællesskaber i vores lokalområde.

"Vi støtter ikke almindelig drift. Vi vil gerne være med til at gøre særlige projekter mulige - projekter, som kommer mennesker og fællesskaber til gode," fortæller Charlotte Hollænder, formand for klubbens velgørenhedsudvalg.

Har du et projekt, vi kan støtte?

Vi vil meget gerne modtage flere ansøgninger fra Struer og omegn. Har du eller din forening en god idé til et projekt, der kan gøre en forskel for andre, er I velkomne til at søge støtte hos Struer Rotary Klub.