Struer Rotaryklub har valgt at støtte Struer Sejlklub med en donation på 16.000 kroner til en ny vejrstation. Den er et vigtigt bidrag til både sikkerhed og fællesskab på havnen.
 
 
Efter opførelsen af sejlklubbens nye faciliteter har økonomien været presset, og der har ikke været midler til at investere i en vejrstation, som ellers er et stort behov for klubbens sejlere.
 
Med donationen er det nu muligt for både medlemmer, lokale og turister at orientere sig om vind og vejr, før de bevæger sig ud på vandet.
 
Vejrstationen kan tilgås online, og der er samtidig opsat et display i klubhuset ud mod havnen, så alle forbipasserende nemt kan følge med.
Donationens værdi rækker dermed langt ud over klubben selv – den bidrager til tryghed og gode oplevelser på vandet for alle.